April in Paris er en gammel sang, som priser foråret i byernes by. Helle har ikke været her i 35 år og har længe talt om et genbesøg, så nu skal det være.

En uges ferie før påskeugen giver 17 dage i alt (hvilken svir), og vi tager 5 dage fra den 5.-10, april. Jesper finder flybilletter og hotel og i ugerne op til afgang sender vi hinanden bunker af links til oplevelser. 

Lørdag den 5. april 

Turen til Billund går glat og uden forhindringer, og vi ankommer i god tid. Rigtig god tid, skal det vise sig, for der er motorproblemer, og mekanikeren lader vente på sig. Med ca. to timers forsinkelse lykkes det dog endelig at få flyet på vingerne, og vi lander i CDG lufthavnen kl 15.

Lufthavnen ligger et godt stykke fra centrum, hvor vi skal bo (Rue Monge i Latinerkvarteret), så vi skal med bus, tog og bus for at komme dertil. Det går fint hele vejen; der er ovenikøbet underholdning i toget i form af en kvinde, som slæber rundt på mikrofon og højttaler og synger for os… dog med indsamlingsbøsse for at tjene et par Euro.

Toget stopper lige ved Notre Dame, og herfra er det med bus det sidste stykke til hotellet. Vi vælger dog at gå, da vejret er fantastisk, og vi trænger til at bruge benene.

Hotellet er hyggeligt med et begrænset antal værelser (vist nok 17). Pladsen på værelset er beskeden, men det går an; vi skal trods alt kun sove og bade her.

Efter at have indrettet os i skabe og skuffer, og Helle har fundet både bar og restaurant til denne første aften, begiver vi os ud i kvarteret.

En forfriskende øl på Baloubar gør godt, mens alverdens mennesketyper passerer os.

Aftensmaden indtages på en lille, meget autentisk bistro, Le Petit Panthéon, hvor en menu med 3 retter kan fås til 15 €. 

Der er dog en alvorlig detalje i restaurantens udsmykning. Det amerikanske flag! Helle er helt parat til at tage værten i forhør, men Jesper maner til besindighed for husfredens skyld (og for at kokken ikke skal tisse i vores suppe).

Klokken nærmer sig 22, som er de gamles (læs: vores) sengetid derhjemme. Vi bliver enige om at slutte dagen og gå tilbage til hotellet. Så kan vi se, om der er energi til en længere dag i morgen. 

Søndag den 6. april 

I dag skal vi på en tur, som Annemette har anbefalet os: “Det gamle Paris” på Canal Saint Martin. Det er klokken 14.30 i eftermiddag, så vi kan nå meget andet inden.

Først hotellets petit dejeuner i den hyggelige morgenmadskælder.

Herefter nordpå til fods, hvor vi i vores turistede naivitet tror, at vi kan nå et besøg i den genopbyggede og nyligt genåbnede Notre Dame. Gud fri os vel! Det er søndag og tusindvis af andre turister har fået samme idé. Køen snor og snegler sig fra de omkringliggende gader, og det vil tage timer at nå ind. Det bliver ikke i dag. 

Vi slår os ned på en café i nabolaget og bestiller to chokoladeisdesserter. Dvs. vi må nærmest insistere, da tjeneren opfører sig som om, at det er den underligste bestilling, han til dato har taget imod. Til gengæld ved han godt, hvad han vil have for dem; nok til dato de dyreste is, vi har fået. 

Vi går videre nordpå til Place de Vosges, som er det ældste anlagte torv i Paris, fyldt med træer og røde murstenshuse og bygget af Henrik 4. i 1612. Her sætter vi os på en bænk og nyder det gode vejr og ryster overbærende på hovedet af en halvnøgen fyr, som udfører en blanding af tai chi og karate med sig selv og omhyggeligt sikrer sig et publikum. 

Vi finder stedet, hvor vi skal med kanalbåden, og Pascal byder os velkommen.

Fra en plads i solen på øverste dæk kan vi på tætteste hold følge turen gennem tunnelerne og sluserne. Det er en dejlig tur, men vi kan godt ønske os lidt færre fortællinger fra guiden Benni; han har virkelig meget på hjerte.

Efter 2 1/2 time bliver vi sat af. Det viser sig, at der går en metro (M7) lige til vores hotel, så den skal vi lige finde. På vej dertil myldrer det pludselig med politi. Der er nok 50 politibiler i forskellige størrelser og betjente udrustet til nærkamp. Det er virkelig voldsomt. Vi har ingen anelse om, hvad der er sket, men senere læser Jesper i nyhederne, at der er tale om en stor demonstration mod fængslingen af Marine Le Pen.

Vi finder M7, som ganske rigtigt har en opgang få husnumre fra vores hotel. Luksus, når benene er trætte og trænger til et hvil.

Der ligger en del restauranter i området, så det kan være svært at træffe en beslutning, men valget falder i dag på Restaurant Le Vigneron. Her er hyggeligt og en venlig modtagelse, og det kan vi jo godt lide.

Det var endnu en dag med gode oplevelser. 

Det eneste, som ødelægger den fulde fornøjelse ved turen er DEN SATANS FORBANDEDE HOSTE, som vi begge er ramt af. Jespers er på retur, men Helles topper lige nu, og det er virkelig belastende. Øv, øv og 3 x øv!

I morgen har vi ingen på forhånd arrangerede ture, så vi overvejer et smut til Montmartreog Père-Lachaise-kirkegården, hvor mange berømtheder ligger begravet. Vi lader dagsformen bestemme, hvor meget vi når.

Mandag den 7. april

Morgenmad i kælderen igen og så af sted til Place Monge, hvorfra M7 tager os til Montmartre. Vi er igen heldige med underholdning undervejs.

Vi ankommer til Montmartre samtidig med en million andre mennesker. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det vil blive i påskedagene, hvor der for alvor kommer turister.

Heldigvis går der er kabelbane op til Sacre Coeur, for med den hoste og vejrtrækningsbesvær, Helle kæmper med, var vi ikke nået derop til fods.

Helle har læst et sted, at én af de ting, pariserne er meget trætte af ved turisternes adfærd er, at de plastrer alle hegn til med kærlighedshængelåse. Vi får ved selvsyn konstateret, at de er alle vegne. Det er helt grotesk.

Montmartres gader er hyggelige og fyldte med tilbud, bevares, men det er 100 % lagt an på turisme, og det bliver man hurtigt træt af. En lille souvenir til børnebanden derhjemme bliver det dog til.

Vi skal også lige forbi Moulin Rouge og se, om den står der endnu. Det gør den.

I dag er det lykkedes at få en forhåndsreservation til Notre Dame klokken 14:15, så vi tager metroen tilbage i god tid, så vi kan nå en forfriskning inden.

Der er ligeså mange i køen uden forhåndsreservation som i går, så det er med egoistisk fryd, at vi går direkte ind i kirken.

Helt færdige er håndværkerne ikke. Vi kan høre dem bore og banke, mens vi går rundt i kirken, og udendørs kan vi se et stillads om det ene spir.

Jesper har flere gange nævnt, at vi skal smage en af de crêpes, der tilbydes med 5 meters mellemrum. Vi finder et passende sted og får smagt et udgave med ost og skinke. Den er godkendt.

Vi er ikke færdige med at slentre rundt i nabolaget. Der er hele tiden noget at se på og snakke om.

Vi finder den jazzkælder, som Jesper engang har besøgt. Hvis Helle orker, tager vi derhen i aften og får lidt godt til ørerne.

Vi er igen lidt tørre i halsen og stopper op ved den yndigste lille café/butik, Café Litteratum. Værtsparret ligner nogle, som nærmer sig de 90 år, men de er friske og søde og virkelig servicemindede.

Få meter fra vores hotel ligger en botanisk have, som vi slår et smut forbi. Haven er stor, så vi nøjes med en lille runde forbi gamle træer, udsprungne magnolia i både lyserødt og gult og en indhegning med de små kænguruer wallaby.

Et hvil på hotellet og så er vi klar til en aften i Rue la Huchette. Det er en af de ældste gader i Paris, og der er både anbefalinger og advarsler mod at besøge restauranter og barer her, da der efter sigende skulle være stor risiko for at blive taget ved næsen.

Vi er dog mere end heldige. Vi spiser på Maison Blanche, hvor maden er god (ikke gourmet, men godkendt), og tjeneren er smilende og opmærksom.

Efter middagen går vi hen til den tidligere nævnte jazzkælder men bliver mødt af en alenlang kø ved indgangen. Det har ingen af os temperament til, så vi går igen.

Længere nede ad gaden har vi tidligere passeret en anden bar med livemusik, og da lyden derfra er god, går vi derind i stedet for. Det skal vise sig at være en rigtig god beslutning.

Sangerinden er mere end god. Hun mestrer både de franske klassikere og de mere internationale numre, og publikum er helt med hende. Der er gæster fra Brasilien, Portugal, USA, Skotland og ja, Danmark, og flere af dem får en mikrofon i hånden og chancen for at synge med. Vi drikker øl og Martini Espresso og har en skøn aften. Da vi forlader stedet, synger hun endnu, og vi vurderer, at hun på det tidspunkt har sunget non stop i 3 timer. Imponerende.

Turen hjem byder på både smukke aftenbilleder og endnu et møde med en af de skøre kugler, her er så rigeligt af.

I morgen skal vi både sejle og op i højden, men lige nu er det godnat.

Tirsdag den 8. april

Hvis der skal en overskrift på dagen i dag er det: KØ KØ KØ

Jesper har hjemmefra købt en pakketur med besøg i Eiffeltårnet og efterfølgende sejltur på Seinen. Med den lynhurtige adgang til Notre Dame pga. forudreservationen i erindring er vi overbevist om, at det samme gør sig gældende her. Vi skal tage grueligt fejl.

Selvom vi er en del af en gruppe med guide, kommer vi til at stå i kø sammen med alle andre i 2 1/2 time i solen. Det er grænseoverskridende for os begge og noget, vi aldrig frivilligt udsætter os selv for. Men nu er vi her, og turen er betalt, så vi holder ud.

Heldigvis er vores guide, Melanie, et fantastisk lyspunkt. Hun er sød, sjov og dygtig og gør sit bedste for at holde modet oppe på sine gæster. Der er flere børn med i gruppen, og vi føler med dem og tænker, at det er godt, at vi ikke har vores tre drenge med her.

Ikke nok med at vi skal stå i den lange kø frem til elevatoren, der er også kø ved næste step op og kø ved nedgang. Men indrømmet, udsigten er god.

Vi får kæmpet os ned til landjorden igen og skrår over gaden til der, hvor båden, vi skal sejle på Seinen med, afgår fra. Og hvad mon vi bliver mødt af? Korrekt, KØ. Afgangen, som vi tror, at vi skal med, er fyldt, så vi må vente tre kvarter på den næste. Ok, tænker vi, så kan vi nå at få lidt at spise og drikke ved den tilhørende café inden afgang. Men ved bestillingslugen er der en KØ så lang, at den næste båd vil være sejlet, inden vi får afgivet vores bestilling. Så vi springer over og venter uden forplejning.

Vi kommer om bord, og guiden (jeg fik ikke fat i navnet), snakker næsten ligeså meget som Benni på kanalturen.

Efter en times tid er turen slut, og vores batterier er efterhånden ved at være på 0. Vi har ikke fået andet end en lille flaske vand hver siden morgenmaden. Vi havde jo ikke forestillet os så mange timer i kø uden mulighed for at fylde på. Så vi finder et tog ind til Rue la Huchette og kaster os ind i den første og bedste bar og bestiller hver en øl. Det er længe siden, at øl har smagt så godt.

Der skal også noget mad ind, og Jesper vil gerne have en crêpe samme sted som sidst. Det er dog en anden crêpebager i dag, og han er lidt dum, så vi finder et andet og bedre sted.

Mens vi sidder med munden fuld af crêpe, vælter det ind med kinesere. Først en gruppe på 20, som alle med store fagter og råben bestiller mad samtidig (bageren får brug for alle sine talenter) og bagefter en gruppe på nok 50. Da den sidste gruppe kommer ind, er Helle lige gået på toilettet i kælderen, og ned ad trappen myldrer de 50 kinesere, som alle har samme ærinde. Det var godt nok et held, at jeg kom først!

Turen hjem til hotellet tages til fods, så vi kan opleve lidt mere af byens stemning.

Onsdag den 9. april

I dag er sidste hele dag, og vi har ikke andre planer end dem, vi finder på undervejs.

Vi nåede ikke Père-Lachaise-kirkegården forleden, så den vil vi besøge i dag. På vej til metroen kommer vi forbi det klassiske marked med alt, man kan ønske sig indenfor fødevarer og meget andet. Det er næsten en skam, at vi ikke selv skal lave mad.

Med to århundreders historie er Père-Lachaise en fungerende kirkegård, som er vært for næsten 10.000 begravelsesceremonier og næsten 3 millioner besøgende hvert år. M7 + M3 bringer os lige til kirkegårdens indgang. Her bliver vi mødt af en lang mindevæg med navnene på alle dem, som faldt i krigen 1914-1918.

Jesper finder en oversigt over hvem, der ligger hvor og Helle en digital ruteplan, så vi kan finde frem til et par af dem, hvis grave vi gerne vil se.

Kirkegården er imponerende, og de sten, monumenter og huse, vi passerer, har vi aldrig set mage til.

Vi kunne godt tilbringe flere timer her og finde mange flere kendtes grave, men vi går ud i de levendes verden igen. Jesper taler om et overdådigt center, Galaries Lafayette, som skal have en kæmpe glaskuppel.

Vi befinder os nu i en af de mest kogende dele af Paris, hvad angår shopping, restauranter og kultur. Der er mennesker og larm overalt, så vi smutter hurtigt ind i Lafayette og ligeså hurtigt ud igen.

Vi kommer også forbi Nationaloperaen, som det naturligvis kunne være vildt spændende at opleve, men det må blive en anden gang.

I dag skal der simpelthen ikke gå så mange timer uden vådt eller tørt, så vi slår os ned ved et bord på Bistrot du Metro lige midt i mylderet. Helle vælger en lag på lag ret med grillede tomater, auberginer og gedeost og salat ved siden af, og Jesper tager endnu en crêpe; man skal jo nødig prøve noget nyt.

Helle er begyndt at klage over træthed og det evindelige ubehag ved hoste og stakåndethed, så der er brug for et hvil på værelset, hvis der skal være lidt overskud til i aften. Vi falder dog for fristelsen til en lille sød anretning på en café ved siden af hotellet.

Helle tager et par timer på værelset, og Jesper sonderer på egen hånd terrænet for at se, om der er noget, han har overset. Det er der faktisk; en øl på Baloubar, som vi besøgte på ankomstdagen.

På rundturen har Jesper besluttet, hvor vi skal spise i aften. Vi har aftalt, at vi den sidste aften gerne vil have noget lidt ekstra.

Det udvalgte sted hedder Le Vieux Bistrot, og deres specialitet er Fondue og Raclette. Det er nu ikke det, vi vælger fra tavlen.

Vi vælger begge en ret, der deler vandene, nemlig Fois Gras, til forret. Jesper får bøf og Helle lam til hovedret.

Der har været mange madbilleder i denne dagbog, men det må også indrømmes, at udover spændende oplevelser på en ferie, så fylder maden en del. I morgen vil der kun være morgenmaden tilbage, inden vi sætter os i flyet og vender hjem til Brobyværk, hvor der unægteligt er bedst.

Torsdag den 10. april

Hjemrejsedag.

Det har været nogle gode dage i Paris, og vi har set meget. Både nogle must see og nogle mere spontane. Vores indtryk af pariserne er positivt; i hvert fald dem, vi har mødt. Søde, smilende og nysgerrige.

Turen til lufthavnen går gnidningsfrit, lige til vi vil bruge den returbillet, vi købte ved ankomsten. Billetten virker ikke, og kontrolløren er hverken til at hugge eller stikke i. Jesper bliver rasende, for det er lige 500 kr. ekstra for billetter, som vi har betalt for én gang. Men der er ingen vej udenom, hvis vi vil hjem. Kontrolløren fortæller os, hvor vi kan klage, og i øjeblikkets hede hvæser Jesper “You can damn well believe we will”.

Blodtrykket kommer på plads igen, og vi ankommer til security, hvor vi skal vise vores boardingkort. Vi har begge to hinandens kort, og Helle, som glemmer at tjekke, hvilken rækkefølge, de ligger i, viser Jespers kort og kommer igennem uden problemer. Men da Jesper skal igennem, er kortet jo allerede brugt, og Jesper kan derfor ikke komme igennem. Nå, det går ikke værre end at den flinke sikkerhedsvagt kan lægge to og to sammen og spørger, om Jesper er sammen med den Madame, der lige er gået igennem. Jesper bekræfter og får lov til at bruge Madames kort. Pyha!

Vi er i god tid og finder en rimelig hyggelig krog, hvor vi kan få lidt frokost, og så er der ellers kun tilbage at vente.

Ligeså meget kø og forsinkelse der var på turen til Paris, ligeså lidt er der på turen til Billund, så vi lander planmæssigt. Steff’s Place står og lokker med duften af hotdogs, og vi modstår ikke fristelsen.

Bilen holder, hvor den blev parkeret på P8 i en noget mere støvet udgave, end da vi forlod den. Den sidste del af turen forløber i stilhed og fælles forventningsglæde over, at vi snart er hjemme igen.

Temperaturen er væsentligt under det, vi har vænnet os til i de sidste par dage, og det blæser heftigt. Men det er nu alligevel godt at være hjemme.